Lene er skolens viceforstander, og når hun ikke sidder på kontoret, er hun altid klar med et sjovt kostume eller et bud på en fortolkning af en given rolle. Hun elsker at arbejde med udtryk i forskellige former – især teater. Hun er en af de bærende kræfter for den årlige teateruge, hvor hun instruerer forestillingen. Lene er også frisk på at optræde selv, hvis lejligheden byder sig og danser gerne skistøvledans, når vi tager på den årlige skitur. Lene træder også til, hvis der er brug for en vikar i ny og næ, og hun er god at tale med, hvis elever har behov for det.
Lone er ofte den første, du får kontakt med, når du ringer til skolen. Lone er rap på tasterne og har styr på skolens budgetter og regnskaber, hvilket er meget heldigt, da hun er skolens bogholder og sekretær. Man skal stå tidligt op for at følge med i Lones tempo, og i løbet af en dag på kontoret, når hun tusinde opgaver. Lone hjælper alle med et smil … også selvom vi har glemt at få bonnen med fra vores indkøb.
Bliver du syg eller har brug for lidt støtte eller en god snak, er det Grethe, som tager sig af dig og sørger for, at du hurtigt kan komme på højkant igen. Grethe er også ekspert i hygiejne og rengøring. Hun sørger for, sammen med ugens rengøringselever, at Nørbæk efterskole altid er ren og pæn. Grethe er hurtig som en Ninja og bliver af eleverne også kaldt for Grethe-mor.
Man ser ofte Brian i fuld fart på gangen med en computer eller telefon i hånden. Brian er nemlig skolens IT-koordinator. Så når du har spørgsmål til virusprogrammer kan Brian altid hjælpe, og er din computer gået helt i sort, får Brian vækket den til live. Ud over at være fix med en computer kan Brian også spille guitar, hvilket han ofte gør, når han har aftenvagt. Brian underviser i engelsk og har forskellige valg- og fordybelsesfag i løbet af skoleåret. Han står også for flere gamer-weekends.
Carl Valdemar er rigtig god til gymnastik og meget anden sport. Han kan få alle elever til at synes, at det er mega sjovt at lave gymnastik. Carl Valdemar underviser desuden i dansk, matematik, spring og idræt. Han står sammen med gymnastik-teamet for alle opvisninger og er også med til at arrangere Nørbæk-løbet og er med på den årlige skitur. Carl Valdemar kaldes også for CV.
Christian bliver ofte kaldt Bjerring. Han underviser i dansk, engelsk, 10. klasses projektfag og spændende valgfag. Vi har fornøjelsen af at høre ham synge og spille på guitar til fællessang, til ugeafslutning, og når han står for morgensamling. Christian er Liverpoolfan og lidt af en nørd (vild med Starwars, superhelte, juletræer og hård rock) Christian kan altid diske op med en god aktivitet eller en god quiz.
Christine elsker at nørde med film og musik. Christine underviser i dansk, naturfag og samfundsfag. Christine tilbyder spændende valg- og fordybelsesfag i skolekøkkenet og i billedkunstværkstedet. Christine er også skolens vejleder. På vejlederkontoret taler Christine med eleverne om fremtiden, mål og drømme.
Helle elsker bøger og har fingeren på pulsen ift. de nyeste bøger og film. Hun er nemlig skolens bibliotekar, men hun gemmer sig aldrig bag støvede bøger. Helle er nemlig rigtig god til det kreative og ses ofte i færd med at udsmykke skolen med malerier og andre skønne ting sammen med et valgfagshold.
Helle underviser i dansk, NE10, naturfag og mange kreative valgfag. Hun står også for den årlige erhvervspraktik.
Henrik er i sit rette element, når han er i træværkstedet. Her tryller han med træ og lærer eleverne at lave mange flotte ting. Henrik fortæller tit historier fra de syv verdenshave til vores morgensamlinger. Det er også her, vi har fornøjelsen af at høre ham spille på sin 12-strengede guitar. Henrik underviser i dansk, matematik og valg- og fordybelsesfag, som oftest er i træværkstedet.
“Hun er benhård”, lyder det ofte fra elever, når de har haft Ismara til fitness. Men de elsker det! Ismara ved en masse om kost, ernæring og målrettet træning. Ismara er glad for sin lille hund, og den er tit med hende, når hun har vagt. Ismara underviser i naturfag, engelsk og historie. Ismara er uddannet personlig fitness instruktør og underviser i fitness hele året.
Frederik er vild med håndbold. Han er selv aktiv håndboldspiller og træner, og har selvfølgelig også styr på stillingen i div. håndboldligaer. Han elsker aktiviteter, hvor bolde indgår, og han er altid klar på en udfordring/duel mod/med eleverne, og så vil han i øvrigt også meget gerne vinde. Frederik underviser i dansk, matematik, kulturfag og idrætslige valgfag.
Kamilla er vild med idræt. Hun underviser pigerne i fodbold med hård hånd, og hun har store ambitioner. Kamilla underviser også i dansk, matematik, idræt og gymnastik. Hun holder af al sport. Men hendes favoritter er klart fodbold og ski. Hendes fantastiske evner til at lære andre i at stå på ski, har vi glæde af på den årlige skitur. Kamilla er en sød og smilende person, som altid er klar til at hjælpe.
“Jeg er så glad for min cykel” kunne sagtens være Kristians yndlingssang. Kristian kan rigtig godt lide en lang og mudret cykeltur i skoven enten alene eller sammen med en gruppe elever. Kristian har også en kreativ side, og han kan også findes i træværkstedet. Kristian underviser i matematik, naturfag og tysk. I valgfag underviser Kristian i fag som mountainbike, basket, træværksted og Lego Mindstorm.
Nanna har et positivt livssyn og er altid i godt humør. Hun elsker at danse, stå på ski og lave spændende mad. Nanna underviser i dansk, engelsk, naturfag, idræt og fællesgymnastik samt valg- og fordybelsesfag. Nanna er SoMe-ansvarlig og er rigtig god til at poste alt, hvad der sker på skolen.
Rasmus elsker at bevæge sig og få andre til at gøre det samme. Når Rasmus har vagt, ser man ham tit stå for spring nede i skolens hal. Hvis han ikke er i hallen, så er han formodentlig ved at spille skak med én eller flere elever. Rasmus underviser i dansk, fælles idræt, spring og gymnastik. Herudover har han mange valgfag og fordybelsesfag. De fleste med masser af bevægelse, hvor alle, inkl. ham selv, får sved på panden.
Sebastian er ét stort smil og fuld af energi. Han er altid frisk på at lave noget aktivt med eleverne. Han har rengøringsvanvid og elsker derfor at se eleverne gøre rent. Sebastian elsker grammatik og har den vildeste bogsamling. Han underviser i dansk, samfundsfag, naturfag og mange spændende boldspilsfag. Der er ikke mange, som kan banke Sebastian i badminton.
Sune har mange talenter, og han er i sit rette element, når han er ude i det fri. Sune underviser i dansk, matematik, outdoor og håndværk & design (8. klasse). Han har mange flere talenter. Han er bl.a. kano- og kajak-instruktør og jagtinstruktør. Sune møder andre med et smil, og han går altid med hat eller kasket og Fjällräven-bukser, som han har et utal af.
Gitte er skolens dygtige køkkenleder. Hun er uddannet socialrådgiver og ernæringsassistent. Sammen med de to andre i køkkenet laver hun sund og velsmagende mad til os hver dag. Gitte er rigtig god til at støtte de elever, som ikke er særlig madmodige, til at turde.
Henrik er bager og en del af det dygtige team i køkkenet. Henrik er den første, som møder ind på skolen hver morgen. Der gør han, fordi han bager alt det brød, der skal spises på skolen hele dagen, fra morgen til aften. Han er også med til at lave den dejlige mad til elever og ansatte.
Johnny er skolens pedel og har superhelte-blod i årene – sådan virker det i hvert fald. Med en stor ‘Alt kan lade sig gøre’-mentalitet klarer Johnny de mest umulige opgaver. Det betyder også, at han gerne hjælper dig, hvis du er kommet til at gøre et eller andet i stykker, der kræver værktøj og håndelag. I sin fritid nyder Johnny at holde sig i form med en løbeture i ny og næ – gerne sammen med elever. Johnny er også med på vores årlige skitur, hvor han hjælper de dygtige med at blive endnu bedre.
Ulrik er Nørbæks altmuligmand. Det betyder, at han er en haj til alt med elektriske kontakter og kravler ofte på stiger, når en bold har sneget sig det forkerte sted hen. Ud over at være pedel har Ulrik også aftenvagter en gang imellem. Her ses han ofte med en poolkø eller badmintonketcher i hånden.
Ved at acceptere giver du dit samtykke til, at vi kan indsamle og behandle oplysninger om din browsingadfærd.