Skolekredsen er det demokratiske fundament, alle frie skoler hviler på. Jo stærkere/ større dette fundament er, jo bedre står skolen. Skolen kan være nok så flot, men hvis skolekredsen er væk, er der ingen skole.
Skolens formål er at drive en Grundtvig-Koldsk efterskole for normaltbegavede unge med specifikke læse/skrivevanskeligheder inden for rammerne af de gældende regler om frie kostskoler.
Vi ønsker på Nørbæk efterskole at skabe et miljø blandt elever og medarbejdere, der bygger på tillid, medansvar, glæde, engagement og fællesskab
Vores målgruppe er normalt begavede unge ordblinde, der ofte har haft en skolegang præget af mange nederlag pga deres faglige problemer. Skolen lægger vægt på, at eleverne møder anerkendende og tydelige voksne. På den måde styrkes eleverne i deres læringsprocesser – både fagligt og personligt.
Der lægges vægt på at styrke elevernes selvtillid og ruste dem til deres videre vej i uddannelsessystemet.
Nørbæk Efterskole er en af landets ældste ordblindeefterskoler. Skolen modtog sit første elevhold i 1967. Da Nørbæks kommunale folkeskole blev nedlagt i 1962 gik en gruppe aktive lokale mennesker i gang med at få etableret en efterskole for unge med læsevanskeligheder. I dag har skolen 96 elever og 24 ansatte.
Send en mail til skolen, ln@n-efterskole.dk Medlemskab skal formelt godkendes af skolens bestyrelse. Kontingent for medlemskab er pt. 100 kr. om året.
Som medlem af skolekredsen for Nørbæk Efterskole er du med til at udgøre baglandet på en af Danmarks ældste ordblindeefterskoler.
Du bliver inviteret til forskellige arrangementer på skolen
Og ikke mindst – du har stemmeret på skolens generalforsamling og mulighed for at blive valgt til skolens bestyrelse og derigennem få indflydelse og medansvar for skolen.
Ved at acceptere giver du dit samtykke til, at vi kan indsamle og behandle oplysninger om din browsingadfærd.